Opgavebeskrivelse

oktober 22, 2007 - One Response

Jeg vil skrive om en hjemmeside, som jeg er i gang med at udvikle for et firma.
Hjemmesiden er en platform til booking af ferielejligheder i en bestemt by, og siden vil derfor komme i direkte konkurrence med tilsvarende systemer, som allerede eksisterer på internettet.

Opgaven vil derfor fokuserer på sidens umiddelbare brugervenlighed. Hvordan opbygges det visuelle design? Hvordan gøres interaktionen overskuelig? (Her kan eksempler fra konkurrenter evt. inddrages, da de netop ofte er meget uoverskuelige).
Det overordnede sigte med opgaven vil være en diskussion af begrebet “troværdighed”.
Spørgsmålet er hvilke faktorer, der indvirker på oplevelsen af en hjemmeside eller webtjeneste som troværdig. Dette vil jeg undersøge.

Øvelse 2 – Erickson/Startour.dk

oktober 8, 2007 - Leave a Response

1)
Metoden er svær at anvende, da der er stor forskel på rejser og den generelle markedsplads-metafor, som ligger til grund for begreber som tilbud og rabat.
Rabat kan lige gå, men jeg ville nok vælge at stryge “tilbud” og kalde det “sidste øjeblik” eller sådan noget. Noget, som signalerer, at det er billigt og spontant.

2)
Interfacet ligner primært en brochure. Dette giver naturligvis god mening, da brochuren er det medie, som rejsebureauet hidtil har benyttet sig af.
Derudover har de med webformularer og databaser fået mulighed for at implementere den uoverskuelige og grimme trykte prisliste, som ofte lægges ved de flotte brochurer. Her er den blot nem og flot, fordi søgningen foregår på traditionel webvis, og layoutet er konsistent med resten af hjemmesiden.

3)
Analyse: Det interaktive verdenskort i øverste venstre hjørne.
Over kortet står der “Hvor vil du hen?”, og når musen køres over de forskellige verdensdele, skifter disse farve fra hvid til blå. Forskellen mellem farverne er markant, og skiftet foregår hurtigt og giver næsten en flimrende fornemmelse.
Kortet efterlader én med en fornemmelse af, at det er nemt og hurtigt at komme rundt i hele verden, samt at man har frihed til at komme afsted – spontant med et enkelt museklik.
Klikker man på de forskellige dele, bliver det tydeligt, at kortet primært har denne oplevelsesmæssige funktion. I hele Sydamerika er der én destination. Europa/Rusland viser sig blot at dække destinationer i Europa – primært omkring middelhavet – til trods for, at man måske klikker på Sibirien. Australien kan ikke klikkes på, og klikker man på Afrika får man Azorene og Gran Canaria.
Placeringen af kortet i starten af læseretningen får altså mere en effekt som teaser for éns lyst til at udforske og rejse, end den får funktion af anvendelig oversigtsmenu. De egentlige rejser findes lettere ved at anvende søgefunktionen via webformularen i højre side.

Øvelse 1

september 24, 2007 - Leave a Response

Her følger en omskrivelse af første afsnit af teksten “Iværksætter i den nye økonomi”:

Iværksætter i den nye økonomi
Økonomi handler om de værdier, som ligger bag fænomenet “penge”. Marx beskrev den “gamle” økonomi – industrisamfundets økonomi – hvor arbejderne stod for produktionen, mens kapitalisterne ejede produktionsmidlerne og dermed pengene. Arbejderne skabte og bearbejdede værdierne, men ejede dem ikke selv.

“Ny økonomi” betegner den ændring i værdiernes fordeling, som overgangen fra industrisamfund til informationssamfund har ført med sig. Værdierne er ikke længere kun materialer og maskiner men i højere grad viden, evner og idérigdom. Man kan sige, at Marx’s drøm, om at arbejderne skulle overtage produktionsmidlerne, er gået i opfyldelse: De går rundt med dem inde i hovedet!

Jeg har i omskrivelsen taget udgangspunkt i det lille frit svævende afsnit, som befinder sig 1/3 nede i originalteksten, og som lyder: “I meget stor udstrækning har produktionsapparatet ændret sig, og Karl Marx’s drøm er gået i opfyldelse – medarbejderne har overtaget produktionsapparatet, og går rundt med det inde i hovedet. Den nye økonomi trives på viden og ideer – ikke på fysisk arbejde.“.

Jeg vurderede dette afsnit til at rumme artiklens mest slagkraftige og kontroversielle budskab – at Marx’s drøm er gået i opfyldelse(!), men i den originale tekst får bemærkningen lov at stå for sig selv – ukommenteret – og den kommer således næsten til at fremstå som en lidt for flyvsk idé, ift. hvad argumentationen i resten af teksten kan bære oppe.

Desuden syntes jeg, at det var vigtigt at få sat begreberne “ny” og “gammel” økonomi retorisk skarpere op overfor hinanden. De er trods alt artiklens omdrejningspunkt. Den logiske modsætning mellem ny og gammel er den vigtigste kilde til spænding i teksten og faktisk selve motivationen for læsningens fremdrift.

Herefter vil jeg foreslå en struktur, der tematisk ser således ud:

  1. Muligheder for iværksættere (Nemt, billigt, hurtigt)
  2. Viral marketing (Lidt mere uddybende om Seth Godins bog “Unleashing the ideavirus”)
  3. Præsentation af Leif Edvinssons model for intellektuel kapital
  4. Uddybende afsnit på baggrund af de to teorier. Hvor er kunden i den nye økonomi? Hvad fortæller de præsenterede teorier for kundens behov og reaktionsmønster? Hvad fortæller de om udfordringerne for nystartede hhv. veletablerede virksomheder? – Særligt fokus på arbejdskraft og organisation.
  5. Opsummerende afsnit, hvor det klarlægges, at værdi idag skabes af relationer mellem mennesker.